Administrations- og sundhedsfagligt hus

Nyt hus samler Gribskov

Grundig brugerinddragelse har været i fokus for Schedio, så medarbejdere og brugere sikres de bedst mulige forhold i Gribskovs nye administrations- og sundhedsfaglige hus.

I Østergade i Helsinge åbner inden alt for længe Gribskov Kommunes nye administrations- og sundhedsfaglige hus med ca. 7.700 m2, der samler en række medarbejdergrupper og faciliteter, som indtil nu har været spredt i kommunen. Visionen er bedre fælles rammer for både borgere og ansatte, når bl.a. jobcenter, hjemmepleje, sundhedspleje, genoptræning og tandpleje flytter ind.

Flere forskellige centre, hvert med sin centerchef, skal altså på plads i det nye hus, og i alt får flere end 300 kommunalt ansatte deres arbejdsplads der. Det har stillet krav til Schedio som bygherrerådgiver og har medført en grundig brugerinvolvering for at afdække alle ønsker og grænseflader.

”Vi er nødt til at vide, hvor mange der skal være plads til i kantinen og i genoptræningscentrene og på hvilken tid af døgnet. Hvilke behov de enkelte har. På den baggrund har vi lavet byggeprogrammet. Især tandplejen har været interessant, fordi der er særlige krav til inventar, sterile forhold og røntgenfaciliteter, som kræver bly i væggene og den slags. Det er samtidig vigtigt, at alt ligger rigtigt i forhold til hinanden, så brugerne ikke skal løbe for langt. Vi kommer helt ned i detaljen,” forklarer Schedios Esben Milling.

Han fungerer som bygherreprojektleder og sidder derfor centralt i Gribskov Kommunes maskinrum som en gennemgående figur i alle projektfaser. Det giver kontinuitet i opgaveløsningen og gør brugerinddragelsen lettere.

Det arkitekttegnede byggeri er bæredygtighedscertificeret i DGNB’s guldkategori. Projektet begyndte på bar mark, og snart følger en ombygning af hovedgaden Østergade langs det nye hus med svingbaner og bedre forhold for cyklister og gående. Totalentreprenørens projektforslag er godkendt af bygherre, og nu begynder det videre projekteringsarbejde. Det samlede byggeri ventes færdigt i foråret 2023.

Fakta om projektet

Projektperiode2020 - 2023

YdelserBygherrerådgivning, Bygherreprojektledelse, Interessentinddragelse, Byggeprogram, IKT-ledelse

KundeGribskov Kommune

EntrepriseformTotalentreprise

Økonomisk rammeCa. 160 mio. DKK